Til fløden os skiller

Jeg har æren af at præsentere det første af forhåbentlig mange gæsteindlæg fra en dejlig veninde. Jeg er så heldig, at hun deler min store glæde for mad.
Anna er et af de mennesker, der kan se lykken i selv de mindste oplevelser her i livet. Lad mig at præsentere Annas første blogindlæg som gæsteblogger på Food baby. Både Anna og jeg er bekendte med kagekompagnonens identitet ;)

I et lidt for koldt og blæsende, men dog smukt, snevejr bevægede jeg mig for en uge siden med hastige skridt mod La Glace. Jeg skulle mødes med en, der netop denne dag for første gang skulle opleve glæden af et stykke kage fra dette konditori. Nøjsomt havde jeg i mine tanker udvalgt mig det stykke min kageelskende kompagnon skulle udsætte sine smagsløg for, og da vi kom ind i varmen på konditoriret, gik der ikke mange sekunder før jeg spurgte om jeg måtte få æren af at vælge dagens kagestykke? Jeg fik et ”Selvfølgelig må du det” som svar, og inden længe satte jeg to forskellige stykker kage til over 50 kr. stykket på bordet foran min meget spændte kagekompagnon. Med store forventninger omkring fremtidige umamioplevelser begyndte jeg stille og roligt at forklare, hvad de forskellige stykker indeholdte. Det ene var et stykke ”efterårskage”. Den indeholder, som det så fint står på La Glaces’ hjemmeside: ” chokoladetrøffel, chokoladebunde, overtrukket med smørchokolade og er pyntet med blade af chokolade.” Her kan det roligt konstateres at, hvis man er chokoladeelsker, hvilket min kagespisende kompagnong er, godt kan forberede sig på en oplevelse udover det sædvanlige når man vælger at lade kagegaflen indføre et lille stykke af denne kage i ens mund. Personligt elsker jeg efterårskagen, fordi den med sin smag, indeholder en dybde af den mørke chokolade, som på sin helt egen fine måde smukt udgør et billede på det mørke efterår. Fornemmelsen af det mørke, men samtidig det varme og hyggelige, rammer som en bølge mildt ens legeme, når man indtager det første brudstykke. En bid af efterårskagen skal, efter min mening, aldrig tygges, da indholdet flirtende smelter på ens tunge og alene dét gør, at indholdet af umami i sådan et stykke kage, efter mit hoved, er uanstændig højt.
Til trods for at jeg nærer mange varme følelser for efterårskagen, valgte jeg, efter forespørgsel fra min kageelskende kompagnon, et helt andet stykke kage til mig selv. ”Så kan vi jo smage lidt hos hinanden”, lød den så rigtige begrundelse.
Når det kommer til kager, og i det hele taget søde sager, er jeg desværre lidt kræsen. Jeg bryder mig ikke om marcipanens konsistens, synes ikke appelsinskræl har noget at gøre i min dessert og rynker på næsen af makroner. Derfor er mine muligheder på La Glace rimelig begrænset. Dog har jeg i begrænsningerne alligevel fundet en kagelykke. Det var derfor heller ikke svært for mig at udvælge et andet stykke kage, der efter min mening, nemt kunne konkurrerer med efterårskagen. Det er et stykke af en hel anden liga og en hel anden dimension, nemlig H.C. Andersen. Denne kage indeholder: ”En klassisk citronfromage og en moderne hindbærcreme med stjerneanis lagt på en saftig nøddebund. Pyntet med hvid chokolade, som symbol på forfatterens papirklip.” I modsætning til efterårskagen er denne kage let, sommerlig og syrlig. Den smelter ikke på tungen med en nydelse af en kaliber, jeg endnu ikke har fundet andre steder, men den er velkomponeret, og den minder mig om sommeren og eventyr på samme tid med, at den efterlader en hel anden glæde i min krop. Kagen er mere barnlig i sin smag, og den indeholder en uskyld samt en latter, jeg med smil på læben husker fra min egen barndom. Med brudstykker af dette stykke kage i munden blev det muligt for mig at glemme snevejret og kulden udenfor og i stedet tænke på solen, varmen og nostalgiske minder om letsindige valg.

Som vi sad der på La Glace, min kageelskende kompagnon og jeg, med hver vores stykke kage og i en zen af umami spiste med tilfredsheden malet i vores ansigter, lignede vi et par fra et damemagasin. Et par, der i det romantiske snevejr hånd i hånd eller arm i arm roligt og småsnakkende var vandret op ad strøget for til sidst, ved et tilfælde, at ende på La Glace for at dele oplevelsen af smagsindtrykkene, stemningen og stedet. Men sådan forholdt det sig ikke. Vi sad dér med hver vores stykke kage og hver vores smagsoplevelse. Miljøet, fedtafgifterne og de omkringsiddende mennesker blev glemt og fokus var kun på det stykke kage, som i takt med at kagegaflen i en monoton rytme fandt vej til ganen stille og rolig skrumpede ind til ingenting. Det blev en kort, men meget intens lykkerus, og virkeligheden vendte først atter tilbage, da vi med et indvendigt suk begge måtte konstatere, at det ikke længere var muligt at skrabe mere kage af tallerken med kagegaflen. Et kort sekund tog jeg endda mig selv i at overveje at slikke tallerken ren, men den tanke blev hurtigt viftet væk af en opdragende finger, som mindede mig om normal pli. Alt for sent gik det også op for mig, at jeg ikke havde delt ud af min kage, og derfor efterladt min kageelskende kompagnon med kun en enkelt smagsoplevelse i stedet for to. Skamfuld, prøvede jeg at lade som ingenting, og til mit held blev der ikke nævnt noget om det senere.

Dét, der skulle have været en fælles oplevelse, blev pludselig en egoistisk handling. At sidde der så tæt på og alligevel så langt væk fra hinanden var en nærmest surrealistisk oplevelse. Meningen med besøget var jo netop at dele glæden ved kage og mad sådan i det hele taget. For mig bringer et måltid folk sammen, men efter besøget på La Glace har jeg pludselig indset, at det også på sin vis kan skille folk ad om end det måske ikke var hensigten til at starte med. Heldigvis forholder det sig også således at vi, mens vi forlod varmen, stemningen og kagerne fra La Glace, hurtigt fandt hinanden igen. For kulden, snevejret og blæsten, ramte os befandt vi os begge det samme sted, nemlig midt i virkeligheden.
Dette indlæg er ikke et forsøg på at affortrylle den fantastiske oplevelse dét personligt er for mig at tage på La Glace, om end konklusionen kan virke lettere negativ. For til trods for, at kagerne på en kold og blæsende snevejrsdag skilte mig og min kageelskende kompagnon ad bragte oplevelsen os alligevel på sin helt egen måde sammen. Oplevelsen stod nemlig fint i kontrast til alle de mange andre sammenbringende eventyr, vi sammen havde været på og uden en sådan kontrast, ville de eventyr ikke virke så eventyrlige, hvilket også er grunden til, hvorfor det er nødvendigt at have en sådan kontrast. Mit råd til den danske befolkning, og dermed jer skønne bloglæsere, vil derfor slutteligt være at det er på sin plads for en stund at være egoistisk og glemsom på La Glace da det, i mine øjne, kun bringer gode ting med sig. Glem alt om økonomiske kriser, fedtafgifter og sukkerafhængighed for det er med en skøn form for glæde at kunne konstatere det faktum, at vi står sammen til fløden os skiller.
Dette blogindlæg er ikke sponsoreret.