Søg i denne blog

lørdag den 24. august 2013

"Flæskestegstærte" eller tærte med rester af svinekam


Der har været lidt stille på bloggen de seneste dage, da jeg har arbejdet en hel del samt tilbragt flere dage hos mine forældre. Men bare rolig der kommer nu et af de oplæg, særligt min far har inspireret mig til. Jeg havde lovet at lave aftensmad den ene aften. Det var dagen efter, at min far havde lavet "italiensk flæskesteg". "Italiensk flæskesteg" er i princippet blot en flæskesteg uden svær med rosmarin og hvidløg. Det er en af mine klare favoritter fra det italienske køkken. Men da stegen var stor, og vi kun var tre til bords, blev der selvfølgelig rester. Suk, rester af koldt kød er ikke noget, jeg sætter stor pris på. Til gengæld sætter jeg stor ære i at trylle rester om til lækker aftensmad.

Jeg skar resterne af stegen i små tern, og derefter blev den en del af en lækker tærte med løg og porrer.

Opskriften lyder som følger:
400 g svinekam i tern
4 porrer
3 løg (gerne både alm. løg og rødløg)
4 æg
2 dl mælk
200 g revet ost
Færdiglavet fersk tærtedej (Denne kan også laves selv, men jeg sprang over, hvor gærdet var lavest)
Salt og peber

Porrer og løg hakkes. Derefter svitses de begge på panden, og smages til med salt og peber. Svinekammen svitses kort med, og herefter hældes fyldet over i en tærteform beklædt med tærtedejen. Herefter piskes æg og mælk i en skål, og når dette er blandet sammen hældes det over tærtefyldet. Til slut drysses tærten med ost og sættes i ovnen i ca. 30 min. ved 200 grader.

Hvad gør du for at stoppe spild af mad og forvandle rester til lækker aftensmad?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar