Søg i denne blog

tirsdag den 15. oktober 2013

"Blomkålsslaw"

Grillsæsonen er for længst gået på hæld, men heldigvis er kålsæsonen det endnu ikke. Min mor diskede for en del weekender siden op med en noget anderledes coleslaw, nemlig lavet på blomkål. Jeg skævede til den på spisebordet, men efter lidt tid måtte jeg give efter for min nysgerrighed. Den bestod ganske enkelt af lækkert, fintskåret blomkål og en hjemmelavet coleslawdressing. Jeg skævede noget til den hvide kål på min tallerken... Men endnu engang havde min mor ramt plet. Den smagte intet mindre end fremragende! Man skal aldrig skue hunden på hårene, som man siger. I aften fik jeg så lov at prøve kræfter med at lave en tilsvarende blomkålsslaw. Denne gang fik mormor lov til at bestemme, at den også skulle indeholde gulerødder. Dette hjælper gevaldigt på det ellers så ydmyge udseende af denne blomkålsslaw :)
Nok om selve tilblivelsen og smagningen. Her kommer opskriften. Det er lidt på slump, men prøv jer frem:



½ blomkålshoved
3 store gulerødder
4-5 dl. skyr og fromage frais
3 tsk. sukker
1 tsk. dijonsennep
Salt og peber
Saften fra ½ lime

Gulerødderne skrælles, og enderne trimmes af. Blomkål og gulerødder hakkes fint og hældes i en stor skål. Skyr (eller et andet tilsvarende surmælksprodukt) blandes med sukker, dijonsennep, limesaft, salt og peber. Smag gerne til undervejs for at opnå den rette balance mellem surt, sød, salt og bittert. Velbekomme. :)

Hvilken ret syntes du smager fremragende, men ikke har det mest prangende udseende? :)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar