Søg i denne blog

søndag den 13. oktober 2013

Chili con carne vol. 2


Efteråret har efterhånden for alvor gjort sit indtog, og skolerne holder deres årlige efterårsferie. Jeg er en af de heldige studerende, der også har efterårsferie (jubii). For mit vedkommende betyder det en helt uge omgivet af nationalpark Thy og den dejlige familie. I dag har det blandt andet stået på en dejlig gåtur med familiens hund langs Vesterhavet. Den stod derefter på skøn varm kaffe, da vi alle kom godt forblæste ind i sommerhuset igen. :) Selvom himlen er grå, og vejret en smule koldt, så hygges der i den helt store stil i det lille sommerhus mod nord. Min mormor og morfar stødte til selskabet her ved frokosttid, så hele tre generationer er samlet :) Det er nu skønt! I går stod min bror og jeg får aftensmaden: chili con carne. Jeg har tidligere smidt en opskrift på chili con carne op, men denne opskrift er en smule anderledes. Den indeholder blandt andet friske tomater og chilier fra mine forældres drivhus, hvilket gør chili con carnen endnu mere lækker :)
Her kommer opskriften, der sagtens kan mætte 8-10 personer eller 4 mand til flere dage både til frokost og aftensmad:
1 kg. hakket oksekød
2 dåse hakkede tomater
Ca. 4 dl. hjemmelavet tomatsauce med chili, løg og hvidløg m.m. (Kan sagtens erstattes med 2 dåser hakkede tomater mere)
2 dåser kidneybønner (herunder var den ene med chilisauce)
4 kartofler
4 gulerødder
4 tomater (egen avl ;) )
2 grønne peberfrugter
2 løg
4 fed hvidløg
1½ chilier (kan øges, hvis man ønsker en stærkere chili con carne)

Først hakkes løg, hvidløg og chili, hvorefter det svitses af i en gryde. Herefter brunes kødet med. Gulerødder, kartofler og peberfrugt hakkes groft, mens kødet bruner. Tomaterne hakkes også i mindre stykker. Jeg tilsætter kartofler for at spæde bønnerne op. Man kan også vælge at erstatte kartoflerne med 1 dåse kikærter. Grøntsagerne svitses med, og til slut tilsættes både tomatsauce, hakkede tomater og bønnerne. Chili con carne fik nu lov til at simre i ca. 1½ time, men længere endnu vil blot gavne smagen :) Vi serverede retten med basmatiris, hjemmelavet guacamole og skyr :)

Guacomolen består ganske simpelt af:
3 advokadoer
1 hakket tomat
Salt og peber  

Chili con carnen kan også serveres med lidt revet ost over og med et stykke godt brød til.
Velbekomme

Hvordan spiser du helst din chili con carne? :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar